Panel høj opløsning png

 

Vi er en forening og en tænketank i Hovedstadsområdet, der arbejder for demokrati og borgerinddragelse og en bæredygtig udvikling med et regionalt og internationalt udsyn.

 

Byen for Borgerne – STOP Lynetteholm! arbejder for disse sager:

Bæredygtig byudvikling
Vi skal ikke belaste klimaet og drive rovdrift på naturen, når

vi udvikler vores byer og infrastruktur.


Reel sikring mod stormflod

Der findes andre og bedre løsninger end Lynetteholm, som

reelt kan sikre København mod stormflod.


Øresund og Østersøen skal beskyttes

Lynetteholm skal ikke blokere for den vigtige indstrømning

af saltvand til Østersøen, og hele Øresund skal med i en frem
tidig marin naturnationalpark.


Demokratisk indflydelse på byens udvikling

Borgerne skal have indflydelse på Københavns fremtid, og de

skal have deres klageadgang tilbage.


Overblik over økonomien

Vi vil ikke være med i By & Havns gældscirkus og kræver fuld

åbenhed om projektets samlede økonomi

Vil du være med?

Har du lyst til at være med og støtte vores arbejde? Sammen kan vi lægge et stort, folkeligt pres – og redde København. Følg Stop Lynetteholm! på Facebook, Instagram og Twitter.

HVAD ER LYNETTEHOLM?

Lynetteholm er Danmarkshistoriens største og mest langvarige anlægsprojekt. Det er en kunstig halvø på 2,8 km², som er ved at blive anlagt i Øresund. Følger man planen, vil den stå helt færdig om 70 år. I øjeblikket er man ved at anlægge halvøens perimeter (omkreds), og derefter vil man begynde at fylde den op med jord. Denne del af projektet vil tage 30 år. I den periode vil i alt 80 mio tons jord blive kørt gennem København for at blive dumpet i perimeteren. Det alene vil forårsage 700 lastbilkørsler i 10 timer om dagen i 30 år. 

Planen er, at Lynetteholm skal huse 35.000 indbyggere og 35.000 arbejdspladser. Øen skal betjenes af en blindtarmsmetro, og biltrafikken skal ledes gennem en havnetunnel. Oprindelig var idéen, at alt dette kunne finansieres gennem indtægter fra jordopfyldet og grundsalg. Dog har afsløringer fra DR vist, at det ikke er muligt og at skatteyderne skal betale. Dette har overborgmesteren også erkendt.

Byen for Borgerne – STOP Lynetteholm! er modstandere af dette projekt. Vi er kritiske overfor det ensidige fokus på Københavns Kommune, når vi har en hel hovedstadsregion at udvikle. Når man planlægger beboelse til 35.000 nye indbyggere, burde man se på planlægning i hele regionen, frem for denne fortætning af bykernen med store trafikale og miljømæssige konsekvenser til følge.

Byen for Borgerne – STOP Lynetteholm! er stærkt kritiske over for den fart, hvormed dette projekt er blevet til. Lynetteholm blev præsenteret i oktober 2018, og allerede i juni 2021 var anlægsloven vedtaget, så byggeriet kunne igangsættes. Et 70-årigt projekt fortjener en længere offentlig debat. Det fortjener også en grundigere forundersøgelse. Alene i 2022 har der været adskillige afsløringer af problemer med byggeriet af Lynetteholm: Slam i Køge Bugt og giftigt skum i Margretheholm Havn er bare nogle af dem.

Et bredt forlig med Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre har stemt for anlægsloven for Lynetteholm. Vi ser dog stadig flere sprækker i det flertal. Blandt andet har SF har stillet et ultimativt krav om grundigere forundersøgelse, og flere politikere fra forligspartierne er begyndt at lufte skepsis. Senest har Venstres hovedstadsordfører ytret sig kritisk om Lynetteholm.

Forligspartierne mener, at Lynetteholm løser Københavns problemer med stormflodssikring, boligmangel, trængsel og overskudsjord. Vi deler ikke denne opfattelse, og her på siden vil vi samle viden, debatindlæg og pressemateriale, som belyser alle problemerne ved Lynetteholm. 

Lynetteholm er ikke løsningen på Københavns problemer.

Stop Lynetteholm er en folkesag

Byen for Borgerne – STOP Lynetteholm! har netop fået foretaget en måling hos YouGov om tilslutningen til Lynetteholm blandt indbyggerne i hovedstadsområdet.  Den viser, at et stort flertal på 68% ønsker, at Lynetteholm tages op til revision. Kun 8% ønsker, at projektet videreføres.

55 % af de adspurgte mener ikke, at beslutningen om Lynetteholm er taget på baggrund af tilstrækkeligt grundige analyser af konsekvenserne for klima og miljø. 

13% mener, at projektet er tilstrækkeligt dokumenteret.

66 % mener, at Danmark skal være mere lydhør over for de betænkeligheder, svenskerne, eksperter og de grønne organisationer har vedr. Lynette
holm.

7 % mener, at man ikke i nævneværdig grad behøver at lytte.

74 % mener, at Folketinget bør fremlægge en plan for, hvordan det samlede
Lynetteholmsprojekt inklusiv metro- og vejforbindelser skal finansieres, før

man går videre og indgår nye anlægskontrakter.

5 % er ikke eller i mindre
grad enige.

Som medlem af Byen for Borgerne – STOP Lynetteholm! er du med til at kæmpe for at stoppe Lynetteholm og arbejde for, at Københavns udvikling sker i dialog med borgerne.

Du kan blive medlem af vores forening i dag og være med til at påvirke sagen. Op til folketingsvalget har vi brug for alle hænder. Kontingent er 100 kr årligt. Klik på knappen “Meld dig ind” og følg vejledningen på vores medlemsportal.

STØT OS

Vil du støtte kampen mod Lynetteholm og kampen for en bæredygtig og demokratisk byudvikling?

 

 

Du kan give et bidrag på MobilePay 225020

 

Det er gennem bidrag, små som store, at vi finansierer aktiviteter som vores YouGov-undersøgelse, kampagne til folketingsvalget og demonstrationer. Foreningen drives af frivillige kræfter, så din støtte går ubeskåret til foreningens formål.

KONTAKT

Du kan kontakte foreningen Byen for Borgerne – STOP Lynetteholm! på nedenstående e-mail:

kontakt@byenforborgerne.dk

 

Bestyrelsen

Nicholas Woollhead, Lone Johnsen, Per Henriksen,  John Andersen, Kathrine Hammerich, Kim Benzon Knudsen, Kim Hjerrild, Marcello Morns, Poul Levin

Panel høj opløsning png