Hvad er Lynetteholm?
Lynetteholm er Danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Det er en kunstig halvø på 2,8 km², som er ved at blive anlagt i Øresund. Følger man planen, vil den stå helt færdig i 2070. I øjeblikket er man ved at anlægge halvøens perimeter (omkreds), og derefter vil man begynde at fylde den op med jord. Denne del af projektet vil tage 30 år. I den periode vil i alt 80 mio. tons jord blive kørt gennem København for at blive dumpet i perimeteren. Det alene vil forårsage 700 lastbilkørsler i 10 timer om dagen i 30 år.
Planen er, at Lynetteholm skal huse 50.000 indbyggere og 30.000 arbejdspladser. Øen skal betjenes af en ny metrolinje, og biltrafikken skal ledes gennem en havnetunnel (“Østlige Ringvej”) fra Nordhavn og videre til lufthavnen. Oprindelig var idéen, at alt dette kunne finansieres gennem indtægter fra jordopfyldet og grundsalg. Dog har afsløringer fra DR vist, at det ikke er muligt og at skatteyderne skal betale. Dette har overborgmesteren også erkendt.
Lynetteholm blev besluttet ved en “Principaftale om Lynetteholm” i en hasteproces uden nogen form for borgerinddragelse i oktober-november 2018. Bag den politiske aftale stod Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre i både Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation. I juni 2021 stemte det samme flertal for anlægsloven for Lynetteholm og den tilhørende implementeringsredegørelse.
Den 28. marts 2025 blev der så indgået en ny “Aftale om Byudvikling og Infrastruktur til Lynetteholm“. Igen en aftale bag lukkede døre. Aftalen påstår at løse de åbenlyse finansieringsproblemer, men gør det på ingen måde. I stedet etableres der en gæld på omkring 100 milliarder nutidskroner, som hvis alt går vel og intet går galt er betalt i år 2102.
Med aftalen er antallet af indbyggere på Lynetteholm øget fra 35.000 til 50.000. Metroen ender blindt på Lynetteholm og binder ikke over til Østerport og den Østlige Ringvej ender ligeledes blindt på halvøen og føres ikke ud til lufthavnen., som det ellers var tænkt. Den spinkle infrastruktur til Lynetteholm kan ikke betjene de mange beboere og arbejdspladser, og byggegrundene bliver næppe så værdifulde som det behøves. Samtidig stiger prisen på metrobilletterne og der hentes penge i kommunekassen.
Forligspartierne mener, at Lynetteholm løser Københavns problemer med stormflodssikring, boligmangel, trængsel og lagring af overskudsjord. Vi deler ikke denne opfattelse, og har ikke på noget tidspunkt anset det for hverken realistisk eller klogt.
Forudsætningerne for projektet er skredet på afgørende punkter og tiden er kommet til at projektet undergår en grundlæggende forandring. Lynetteholm i dens gamle udformning er ikke løsningen på Københavns problemer. Der er mange meget bedre alternativer. København er en bedre by uden Lynetteholm.